En formiddag mødes fire fremmede mennesker i Riis Skov for at gå en tur. Det er forskelligt, hvor mange der kommer, men uanset hvad, så bliver den månedlige gåtur til noget. Det handler nemlig ikke om, hvor mange der kommer, men om at gå en tur sammen. 

Af Nicklas Zittlau Halvarsson

Mos har indtaget det sorte tag, der pryder toppen af det rosenrøde træværk. Fire mørkegrønne markiser sidder på hver sin facade af den lille bygning. Lugerne er slået op, og på hver af dem, er der et lamineret skilt: Henstilling af cykler og lign. Forbudt. Fjernes uden ansvar.

Ståldøren har været offer for spraymaling i alle regnbuens farver, og det skrevne budskab er umuligt at tyde. Duften af natur og lugten af trafik lever her i en symbiose. Formiddagstrafikkens støj fra Dronning Magrethes Vej rammer en i ryggen, når man står og kigger på bygningen, som står øde hen i efteråret. På jorden ligger grene og kastanjer, som højst sandsynligt har været ofre for det blæsende vejr. 

Denne lokation er mødested for en gruppe mennesker, der skal gå en formiddagstur i Riis Skov. Det er et frivilligt koncept, stablet på benene af Huset Trøjborg, der er hverken tilmelding eller betaling. Så da klokken rammer 10:30, så går turen ellers afsted igennem Riis Skov. Tre deltagere, en hund og en tovholder begiver sig ud på fem kilometers gåtur i roligt tempo. Selvom det er sidst i oktober, så er det vanskeligt at se himlen for grønne trækroner. De blade, der har overgivet sig til efteråret, ligger hen over skovbunden som et gult og rødt tæppe. Skovstien er tydeligt betrådt og indimellem afskåret af store vandpytter, der gør det svært at opretholde tørre sko. 

Hvem går tur i skoven?

Igennem træerne kan man på et tidspunkt se Århus Ø i fulde flor. Havduften trænger igennem de snøftende næsebor. Bygningerne er i forskellige højder og farver og foran dem ligger havnen. Den er ikke færdig. Imellem det ellers futuristiske udtryk som Århus Ø udstråler, står der flere kraner og pirrer det rene udtryk. I gruppen er der delte meninger. Nogle mener den er for stor, mens andre synes den er meget hyggelig.

Snakken i gruppen falder på den typiske deltager. Lone er arrangør og går fast med på den månedlige gåtur i skoven. Hun fortæller, at det typisk er modne kvinder, som gør hende med selvskab. Selvom de har forsøgt at få flere mænd med, så er det ikke lykkedes og det er ærgerligt.

”Uanset, hvad vi gør, så er det bare meget få mænd, som vil med ud at gå i skoven. Det synes jeg er ærgerligt, da de måske kan blive lidt, ”fangede” i deres hverdag hjemme hos dem selv. Jeg tror det ville være godt for mange mænd at komme ud og gå med andre,” Siger Lone.

Gåturen som frirum

Ugletræet er et nødvendigt stop, når man går en tur i Riis Skov. Det står ikke så langt fra meteorit- og Dronning Magrete-stenen i et Y-kryds. Herinde midt i skoven kan man ikke høre bilstøjen mere. Det er kun vinden i træerne, der stimulerer høresansen. Træet, som ironisk nok tager form som et ”y”, står majestætisk og giver en undskyldning til at være længere tid om at vælge hvilken vej man vil fortsætte. Undskyldningen kommer af, at der til tider sidder en ugle i en lille udhuling, i den venstre del af træet. Det tager gruppen et par minutter, men til sidst har alle fået øje på den grå, kompakte fugl, som sidder og drejer hovedet. 

Selvom gruppen aldrig har mødt hinanden før, så begynder den enkelte at åbne op. Alle har deres egen årsag til at være mødt op, men én går igen. 

”Nu har jeg efterhånden gået den her tur mange gange, med forskellige mennesker og mange har noget de tumler med. Men den her gåtur er på en måde et frirum som vi kan være sammen om,” fortæller Lone.

Lone selv døjer med slidgigt i hænderne og kan ikke arbejde som børnetandplejer mere, derudover har hun tinnitus. Hendes tinnitus bliver mindsket, når hun er ude at gå og hun føler derfor, at gåturen lindrer det, der normalt er hårdt at leve med. En anden i gruppen er sygemeldt med stress. Hun er også lige flyttet til byen for fire måneder siden. Hun leder derfor efter nogle fælleskaber, som også elsker at gå ture. Når hun går tur, så ser hun det som en form for terapi og når hun laver noget hun elsker, så vandrer tankerne stille og roligt væk fra stressen. 

Nu kan man lige så stille begynde at høre Dronning Magrethes Vej igen. Der bliver længere imellem træerne og bilstøjen tager til. Gruppen er tilbage, hvor de begyndte, ved is-huset. Op ad den ene gavl holder der stadig to cykler parkeret. Der bliver sagt ”tak for i dag” og alle fire går hver deres vej.